
Da jeg var gravid med M, havde jeg alle mulige skråfaste holdninger til, hvad jeg ville og ikke ville. I forhold til M, that is. Det er nok et meget klassisk “jeg ved ikke, hvad der venter mig”-syndrom, der rammer størstedelen af alle gravide. Den type syndrom, som man kommer sig over i takt med, at virkeligheden rammer. Hos mig drejede holdningerne sig om stort set alt. Om amning. Om at tage ud om aftenen uden baby. Om puttemetoder. Og.. Om farverigt, larmende legetøj! Jeg var jo sikker på, at M sagtens kunne finde morskab i legetøj, som var nøje udvalgt af hans mor til at passe ind i netop hans mors farvesmag. At han jo ville lege med det legetøj, der...