Leg og (alt for) farvestrålende legetøj i stuen

Da jeg var gravid med M, havde jeg alle mulige skråfaste holdninger til, hvad jeg ville og ikke ville. I forhold til M, that is. Det er nok et meget klassisk “jeg ved ikke, hvad der venter mig”-syndrom, der rammer størstedelen af alle gravide. Den type syndrom, som man kommer sig over i takt med, at virkeligheden rammer.

Hos mig drejede holdningerne sig om stort set alt. Om amning. Om at tage ud om aftenen uden baby. Om puttemetoder. Og.. Om farverigt, larmende legetøj!

Jeg var jo sikker på, at M sagtens kunne finde morskab i legetøj, som var nøje udvalgt af hans mor til at passe ind i netop hans mors farvesmag. At han jo ville lege med det legetøj, der var tilgængeligt for ham. Og, at larmende plastiklegetøj i alverdens skrigende farver ikke var en nødvendighed.

Men altså, det er muligt, at mange børn er glade for legetøj i sarte farver eller naturlige træsorter. Jeg er bare ikke beriget med sådan et barn. Det har jeg efterhånden sandet. Eller jo jo, bevares, den type legetøj kan da være spændende nok så længe nyhedsværdien endnu er tilstede, men derefter er det ikke ofte, at det får værdiget mange blikke fra M.

Men nej du, hvis du til gengæld stiller lyde, farver og bevægelige genstande foran M, og vil han hurtigt vise dig hans mening om, hvad der er sjovt legetøj. Hvad der giver liv i øjnene og smil på læben, får koncentration frem i ansigtet og fingrene til at undersøge – og som jo i sidste ende også giver glæde i hans mors hjerte.

For det viser sig – er det gået op for mig -, at jeg jo faktisk slet ikke har en særlig skråfast holdning til legetøj. Overraskende nok har jeg ikke tænkt mange tanker om det faktum, at M’s legetøj ligner en god omgang farvelade. Jeg er egentlig temmelig forundret over mig selv – at alt det larmende og farverige legetøj har sneget sig ind hos os. Og at jeg endda selv har bragt det meste hele hjem. Hjem i vores stue!

For som jeg tidligere nævnte, er vores lejlighed ikke særlig stor. Så vi er altid tætte på hinanden – som vi godt kan li’ det. Og vi skal dele stuepladsen i vores køkkenalrum mellems os. Der skal være plads til både C og jeg – men så sandelig også til M. Og han gider bestemt ikke slænge sig på sofaen til et afsnit Game of Thrones. Hvilket jo giver sig selv. Han har brug for sit (larmende og farverige) legetøj. Selvom han har sit eget værelse, virker det lidt forkert, at han skal sidde derinde og lege – især hvis vi er i et andet rum. Det ændrer sig jo nok – bevares, det håber jeg da! – men som det er nu, er det kun hyggeligt, at vi kan være i samme rum.

Så ja, 1/3 af vores stue er derfor plastret til med legetøj. I grøn, rød, blå, plastik, træ.. Det med lyd og det uden. Det der larmer, når man slår det i gulvet. Det der kan trilles gemmen rummet. Det man kan komme til at sparke til, hvis man ikke ser sig for. Og jeg tager mig selv i at tænke, at det da er ganske hyggeligt – især når jeg fra køkkenet kan betragte hans ivrige og koncentrerede leg. Eller se hans smil i både mund og øjne, når han kigger op på én for at dele hans glæde ved et eller andet (halvt irriterende) tog med et hav af lyde. Eller når han stolt smiler og hviner, når han har formået at rejse sig op på knæ.

Al den leg. Al den glæde. Det ville jeg da heller ikke gå glip af… Så jeg har accepteret, at min stue er en anelse mere farverig end påregnet!

(Og som en lille note til den opmærksomme læser, er ovenstående naturligvis baseret på de tidspunkter, hvor legetøjet vinder over resten af lejligheden på spændingskurven – altså, inden M begiver sig ud på sine udforskende ekspeditioner til lejlighedens øvrige – og overvejende legetøjsfrie – rum!)