Da jeg var gravid med M, havde jeg alle mulige skråfaste holdninger til, hvad jeg ville og ikke ville. I forhold til M, that is. Det er nok et meget klassisk “jeg ved ikke, hvad der venter mig”-syndrom, der rammer størstedelen af alle gravide. Den type syndrom, som man kommer sig over i takt med, at virkeligheden rammer. Hos mig drejede holdningerne sig om stort set alt. Om amning. Om at tage ud om aftenen uden baby. Om puttemetoder. Og.. Om farverigt, larmende legetøj! Jeg var jo sikker på, at M sagtens kunne finde morskab i legetøj, som var nøje udvalgt af hans mor til at passe ind i netop hans mors farvesmag. At han jo ville lege med det legetøj, der...

Selvom vores taglejlighed ikke er stor og kun er en treværelses, kan den i særlige situationer føles som et helt palæ. Faktisk dagligt. De situationer indebærer oftest udelukkende M. Efter han er begyndt at kravle rundt og udforske alle (fjerne) afkroge af lejligheden, føles den pludselig noget kun større. Især hvis der pludselig er stille! Så ryger tankerne fluks gennem hovedet (imens man ihærdigt forsøger at lokalisere barnet) – fik jeg afskærmet det rullende barbord? Er alle ledninger stadig fikseret? Har hunden efterladt hundefoder et sted på gulvet? Er der dørstoppere i alle rum? Især sidstnævnte er yderst relevant. M synes at have besluttet, at legen “åbne og lukke hvad end, der åbne og lukkes kan” er verdens sjoveste. By fare....

Oooog, derfor går der liiige lidt længere tid, før projekt ‘nu-skal-den-baby-skabte-delle-på-maven-altså væk!’ Pokkers…… (Tegneseriestriben er kreeret af denne humoristiske kvinde)