Nogen herhjemme har efterhånden fået sig et par bisser. Faktisk hele fire små af slagsen, der alle er fortænder. Og de er ganske effektive fra start, må mine så ofte udsatte fingre konstatere (er det mon nu, opdragelsen af  at der ikke må bides i forældres fingre påbegyndes?!). Jeg kan ikke lade værre med at synes, at de er ret søde, de små hvide spidser. M’s smil er blevet så anderledes efter deres ankomst – han ligner mere og mere en ‘stor’ dreng. Og en gavtyv. Så det at nogen har fået tænder gør, at andres hjerte herhjemme smelter lettere  And I’m sure he knows! Anywho, lige som man troede, at man havde fået en snert af idé om, hvordan aftenerne...

Læs første del her. De små “desserter” (som vores sundhedsplejerske så fint kaldte det) af modermælkserstatning i snapseglas var et hit. Men, jeg kunne ikke slippe amningen. Jeg blev ved og ved med at kæmpe for at få en tilstrækkelig amning igang. Jeg søgte hjælp hos min sundhedsplejerske, Ammenet (som ER et fantastisk netværk til ammende!) og ammeeksperter, men lige meget hjalp det. Jeg er rimelig sikker på, at jeg forsøgte (næsten) alt. Jeg ville ønske, at der var en fagperson, der havde sagt “Og hvis det ikke lykkedes – så er det okay. M vil stadig blive et sundt og rask barn i trivsel. Og du bliver ikke en dårligere mor.” Men det gjorde ingen. Jo, mine veninder gjorde. Men...

Alle har en mening om amning. Om man skal eller ikke skal. Eller, om man kan eller ikke kan. Det er en evighedsdebat. Og det er et ganske følsomt emne oveni købet. Jeg har oplevet, at mange nærmest kan associere amning med, hvad det vil sige at være mor. Og det kan få sindende i kog, hvis man kommer med en udtalelse om, hvad man mener er rigtigt eller forkert. Selv skænkede jeg ikke amning mange tanker, da jeg var gravid. Jeg havde det måske hele tiden liggende i underbevistheden som noget, der selvfølgelig skulle være en del af min rolle som mor. Men det var ikke som sådan noget, jeg havde en stærk holdning til. Jeg tænkte nok i...

Da jeg var gravid med M, havde jeg alle mulige skråfaste holdninger til, hvad jeg ville og ikke ville. I forhold til M, that is. Det er nok et meget klassisk “jeg ved ikke, hvad der venter mig”-syndrom, der rammer størstedelen af alle gravide. Den type syndrom, som man kommer sig over i takt med, at virkeligheden rammer. Hos mig drejede holdningerne sig om stort set alt. Om amning. Om at tage ud om aftenen uden baby. Om puttemetoder. Og.. Om farverigt, larmende legetøj! Jeg var jo sikker på, at M sagtens kunne finde morskab i legetøj, som var nøje udvalgt af hans mor til at passe ind i netop hans mors farvesmag. At han jo ville lege med det legetøj, der...

Selvom vores taglejlighed ikke er stor og kun er en treværelses, kan den i særlige situationer føles som et helt palæ. Faktisk dagligt. De situationer indebærer oftest udelukkende M. Efter han er begyndt at kravle rundt og udforske alle (fjerne) afkroge af lejligheden, føles den pludselig noget kun større. Især hvis der pludselig er stille! Så ryger tankerne fluks gennem hovedet (imens man ihærdigt forsøger at lokalisere barnet) – fik jeg afskærmet det rullende barbord? Er alle ledninger stadig fikseret? Har hunden efterladt hundefoder et sted på gulvet? Er der dørstoppere i alle rum? Især sidstnævnte er yderst relevant. M synes at have besluttet, at legen “åbne og lukke hvad end, der åbne og lukkes kan” er verdens sjoveste. By fare....