Bisser og børstning

Nogen herhjemme har efterhånden fået sig et par bisser. Faktisk hele fire små af slagsen, der alle er fortænder. Og de er ganske effektive fra start, må mine så ofte udsatte fingre konstatere (er det mon nu, opdragelsen af  at der ikke må bides i forældres fingre påbegyndes?!).

Jeg kan ikke lade værre med at synes, at de er ret søde, de små hvide spidser. M’s smil er blevet så anderledes efter deres ankomst – han ligner mere og mere en ‘stor’ dreng. Og en gavtyv. Så det at nogen har fået tænder gør, at andres hjerte herhjemme smelter lettere  And I’m sure he knows!

Anywho, lige som man troede, at man havde fået en snert af idé om, hvordan aftenerne og putningen af M kan foregå tilnærmelsesvis glidende, skulle der pludselig tilføjes endnu en aktivitet – børstning af de små bisser. Og det er altså ikke hvilken som helst aktivitet. Den kræver lige dele planlægning, vurdering af rette humør, tålmodighed og overtalelse. For når man som os ikke helt begyndte at øve børstning af tænder tidligere (dumt!) – altså før der rent faktisk var tænder – og først begyndte, hvor der er også var en stærk vilje med i puljen, er der lidt ekstra at arbejde med. For en lille viljestærk mand synes bestemt ikke, at éns mor og far lige umiddelbart skal have lov til at køre rundt med noget inde i munden. I hvert fald ikke bare sådan lige.

Og M har jo overtaget. Hvis de der små læber snører sig sammen, har vi ikke meget at gøre. Og hvis hovedet endda vendes væk igen og igen, er vi dømt helt ude. Men altså, børstes tænder skal der jo! En fra min mødregruppe har en søn, som fik begyndende tandkødsbetændelse (ja, tydeligvis også en lidelse for dem under 1 år!), fordi hun ikke var kommet igang med tandbørstningen. Og DET skulle jeg altså ikke have siddende på mig – at min M skulle starte sin tandkarriere med sådan en omgang.

Så what to do? Rådet var ganske enkelt (mod al forventning) – og effektivit – at give ham en ekstra tandbørste i hånden at lege med. Sådan at man leger sammen med tandbørsterne. Det lyder måske banalt (og muligvis indlysende), men det har altså vist sig at være det, der skal til for at overtale M.

Men, det har altså også været en proces på et par uger. Vi startede ud med kun at sidde i sofaen med en tandbørste hver, M og jeg (eller hans far, se’føli). Jeg puttede min tandbørste i munden, og efter et par gange gjorde M det samme. Så sad vi sådan lidt med hver vores tandbørste i munden – og så slut og i seng. Det gjorde vi et par aftener (eller fem) i træk. Derefter gik vi over til at løfte skiftevis M’s under- eller overlæbe, imens vi ligeså stille børstede tænderne kort. Meget kort. Bare lige så han fik en fornemmelse af tandbørstning.

Og nu er vi så nået dertil, hvor han ved, hvad der skal ske – og selv åbner munden (Lidt. Som i at der er en lille antydning af en selvåbnet mund. Man skal vel ikke gøre det for let for sine forældre). Så vi får rent faktisk børstet hans bisser nu. Altså, det er jo stadig en temmelig kort og hurtig overstået affære, eftersom fire ikke helt udvoksede tænder ikke kræver megen opmærksom. Men jaja, vi tager det som en forældresucces og klapper os selv lidt på skuldrene over, at vi rent faktisk har formået at løse en opgave.

(og nå ja – så har vi købt en velsmagende og økologisk tandpasta uden fluor, som muligvis også skal have tilegnet en del af successen!)