Amningen der ikke gik #1

Alle har en mening om amning. Om man skal eller ikke skal. Eller, om man kan eller ikke kan. Det er en evighedsdebat. Og det er et ganske følsomt emne oveni købet. Jeg har oplevet, at mange nærmest kan associere amning med, hvad det vil sige at være mor. Og det kan få sindende i kog, hvis man kommer med en udtalelse om, hvad man mener er rigtigt eller forkert.

Selv skænkede jeg ikke amning mange tanker, da jeg var gravid. Jeg havde det måske hele tiden liggende i underbevistheden som noget, der selvfølgelig skulle være en del af min rolle som mor. Men det var ikke som sådan noget, jeg havde en stærk holdning til. Jeg tænkte nok i mit stille sind, at jeg da skulle amme. Selvfølgelig skulle jeg det. Men det var mere en følelse af, at det havde jeg lyst til, mere end det var noget andet eller dybere.

Indledningsvis vil jeg i den forbindelse sige, at jeg er af den overbevisning, at amning er det optimale for et barn. Det er der ingen tvivl om. Og jeg ville selv til hver en tid vælge amning – hvis det var en mulighed. Men jeg er omvendt lykkelig for, at vi i dag har så gode erstatningsprodukter til rådighed. Ingen børn – på amning eller flaske – lider nød eller mangler noget elementært for at få en god start på livet.

Og jeg vil gerne fortælle, hvordan min oplevelse med amning slet ikke var hyggelig. Eller romantisk. Hvordan det var en konstant kamp op af bakke.

Og det er jo så heraf, at jeg løfter sløret for og afslører, at amningen slet ikke gik som planlagt for mig. Lige fra start var amningen en kamp – det er ikke nogen banebrydende nyhed, det er det vist for de fleste -, men jeg nåede aldrig til det punkt, hvor man kan begynde at se lyset for enden af (amme)tunnelen.

Den første uge efter fødslen var præget af daglige visit på hospitalet (til blodprøvetagning for gulsottal), og det var altså temmelig stressende sådan at skulle kæmpe sig ud af døren til et bestemt tidspunkt. Med et lille nyt menneske, som vi endnu ikke rigtig kendte. Og som desuden ikke rigtig havde nogen rutiner for søvn eller spisning. Så mit mælk løb ret sent til. Hvilket betød, at M var sulten. Og en sulten baby er lig med en ked baby. Det var hårdt.

Heldigvis løb mælken til efter 7-8 dage, M blev mere mæt, og jeg tænkte “YES, så kører vi!”. Pyt med sår og ømhed, nu skulle den amning igang. For det skulle den. Det fortalte omverdenen mig – og mit eget hoved. Nok primært det sidste. Jeg havde en idé om, at det optimale for mig som mor ville være at amme. Det var jo lidt en selvfølge, at sådan gjorde en (ordentlig) mor. Men min mælkeproduktion var ikke helt enig. Det var som om, at den opadgående kurve for mælkemængde pludselig bøjede af.

Og samtidig ammede stort set alle dem, jeg kendte, på livet løs. Og  stort set alle fagpersoner messede igen og igen, at “alle kan amme – bare hæng i”. Så det gjorde jeg. Jeg ammede og ammede – så ofte, det var muligt. Og jeg pumpede ud, når jeg ikke ammede. Nogen gange gjorde jeg begge dele på en gang, ammede og pumpede ud. Og så kunne jeg sidde der som en sand malkemaskine med de 25 ml, jeg i alt kunne pumpe ud – i alt, fra begge bryster – og føle mig temmelig opgivende. Jeg aflyste næsten alle planer, så jeg kunne afskærme os derhjemme. Og bruge al tiden på “hud mod hud” med M. Og amme. Igen og igen og igen. Men mælken strittede imod.

Og jeg græd. Og jeg tudede. Og jeg følte mig så utilstrækkelig. Tanken om ikke at kunne amme M var hæslig. Hvordan skulle han så nogensinde kunne modstå bakterier? Og allergier? Jeg så på mig selv ud fra, hvordan (min hjerne mente) resten af omverdenen ville se mig, hvis jeg ikke kunne amme. Bare tanken om at møde op til efterfødselkurset (som jeg ellers var glad for, vil jeg lige understrege) og proklamere, at M nu var flaskebarn kunne jeg slet slet ikke overskue. Jeg forestillede mig på forhånd de medlidenhedsblikke, jeg ville få, og de tanker, som andre ville gøre om mig som mor – især underviseren. Jeg kunne ikke bære at se mig selv som en ‘fejlslagen ammer’.

Og M kæmpede sammen med mig. Men han blev jo ikke mæt. Jovist, han tog på. Men det var som om, at sulten aldrig blev stillet helt. Han var ofte ked kort efter en amning – og sulten igen. Og han sov ikke længe ad gangen. Så, til sidste gjorde vi det – vi begyndte så småt at give ham modermælkserstatning i små snapseglas (for han måtte jo endelig ikke vænne sig til en flaske – fik jeg fortalt). Og det hjalp. Det resulterede i meget færre tårer – fra både M og jeg. Og mere søvn til os begge!

Fortsættes…