Amningen der ikke gik # 2

Læs første del her.

De små “desserter” (som vores sundhedsplejerske så fint kaldte det) af modermælkserstatning i snapseglas var et hit. Men, jeg kunne ikke slippe amningen. Jeg blev ved og ved med at kæmpe for at få en tilstrækkelig amning igang. Jeg søgte hjælp hos min sundhedsplejerske, Ammenet (som ER et fantastisk netværk til ammende!) og ammeeksperter, men lige meget hjalp det. Jeg er rimelig sikker på, at jeg forsøgte (næsten) alt.

Jeg ville ønske, at der var en fagperson, der havde sagt “Og hvis det ikke lykkedes – så er det okay. M vil stadig blive et sundt og rask barn i trivsel. Og du bliver ikke en dårligere mor.” Men det gjorde ingen. Jo, mine veninder gjorde. Men de ammede jo også selv på livet løs og kunne måske (forståeligt nok) ikke helt sætte sig ind i, hvorfor det ikke lykkedes for mig. Så jeg følte mig faktisk lidt alene i min kamp.

Da M var knap 3 måneder, var C og jeg hjemme hos mine forældre. Og min mor – min kære mor – kunne jo se, hvordan jeg var frustreret og ked af amningen. Hvordan jeg aldrig havde ro omkring det at amme. Så vi talte om det. Talte om tankerne, bekymringerne for M, og hvordan den første tid med M egentlig burde foregå helt anderledes, uden alle de frustrationer. Og så gav vi M en flaske med modermælkserstatning. Og et par timer efter en mere. Og ‘resultatet’ var hjertevarmende. For jeg kunne mærke på M, at han fik en eller anden form for ro.

I løbet af de næste par dage fik han flere flasker (sammen med fortsat amning), og vi oplevede en markant ændring i humør, søvnmønster og ro hos M. Pludselig kunne han ligge selv og lege. Han sov i længere stræk. Og han smilede mere end han pylrede. Han var mæt. Ordentlig mæt. Og en mæt baby er altså en (overvejende) glad baby.

Så jeg tog min første rigtig svære beslutning som mor – for det var det, for mig -, at det der amning bare ikke fungerede. Og at jeg havde faktisk havde givet den alt, jeg kunne – og jeg havde grædt nok tårer og haft nok frustrationer. Og det skulle bare ikke være. Uanset hvor meget jeg gerne ville – for det ville jeg -, havde jeg brug for, at M og jeg kunne fokusere på noget andet. At den energi, der blev lagt i amningen, blev brugt et andet sted.

Så vi udfasede amningen. Og efter et par uger var M flaskebarn. Det var en (overraskende) lettelse, da først beslutningen var taget og amningen slut. Og jeg følte mig på ingen måde som en dårligere mor. Eller at jeg havde taget en forkert beslutning. Det var beslutningen – og tiden op til – der havde været strid. Og som gav alle frustrationerne. Bagefter tænkte jeg “Hvorfor gjorde jeg ikke det her langt tidligere?!”.

Og når jeg sad med M i armende og gav ham flaske – og så ned i hans dejlige øjne – fik jeg præcis den samme følelse, som når jeg ammede. Den der samhørighed. Følelsen af det tætte bånd mellem M og jeg. Jeg vidste, at min beslutning var rigtig. Og C kunne hjælpe til. Han kunne få lov at mærke samme følelse, knytte bånd til M og føle sig ‘nyttig’. Jeg blev – og bliver – varm om hjertet og fyldt med kærlighed, når jeg så far og søn sammen.

For ja, amning ER godt for barnet – men, det ærgrer mig sådan, at jeg ikke tidligere tog tanken en god mor sidder ikke i brysterne til mig! Og at jeg ikke tidligere indså, at amning  bestemt ikke er den eneste vej til et velfungerende og sundt barn. For det skal man altså huske midt i alle diskussioner og debatter – og, endnu vigtigere, det skal vi mødre huske hinanden på. For som nybagt mor vil man så gerne gøre alt rigtigt. Og være en ordentlig mor – hvad end det betyder. Og midt i hormonvirvaret og følelsesmekkaet, som en nybagt mor oplever indeni, er det ikke altid rationelle tanker, der får mest taletid. Der har man brug omverdenen, fagpersoner og alle de andre til at minde én om, at man kan være mor på mange måder. Om det så er med amning eller flaske – det er ikke afgørende – for trivsel, sundhed og glæde er ikke udelukkende baseret på, hvorfra ‘mælken’ stammer!