Når en tanke ender med noget helt tredje

Det, jeg skrev den anden dag, var slet ikke planlagt. Det var ikke årsagen til, jeg satte mig ned og skrev. Jeg havde taget et fint billede af M’s tøjophæng på hans værelse og ville dele det herinde med et bette skriv om hans tøj. Altså, at han havde tøj, jeg gerne vil have hængende fremme. Det var ment til at være et kort indlæg. Hvis man har set indlægget, ved man, at det bestemt ikke stemmer overens med det endelige resultat.

Og det er sket ved en stor del af de indlæg, jeg har skrevet. At jeg har en tanke om noget bestemt og ender ud med noget helt andet. Jeg begynder at skrible, starter ud med en lille indledende sætning – beslutter mig for liiiige kort at nævne noget særligt – og ender ud med at blive grebet af at få forklaret mig. Jeg får nærmest en lyst til at få uddybet en helt ny tanke. En tanke som pludselig virker lidt vigtig. Og derefter virker det helt absurd at forsøge at finde vejen tilbage til det oprindelige – det er sjældent, at den tangent jeg springer ud af kan spille sammen med den oprindelige idé.

Ligesom med indlægget den anden dag. Det skulle være en mere beskrivende tekst om, hvordan tøjstativet var lavet, hvorfor jeg synes, det fungerer så godt – og ikke så meget andet. Og imens jeg – blot som en tiltænkt note til det overordnede emne – ville forklare, at tøjstativet er en god idé, fordi Mathias har tøj, jeg bl.a. har valgt, fordi det er pænt, bliver jeg pludselig grebet. Grebet af.. Et behov vel sagtens? Et behov for at forklare noget, som jeg egentlig har gået og irriteret mig over. Om det så kun er en lille sag i det store hele. For jeg har vitterligt været irriteret over igen og igen at skulle forklare mit valg af tøj til M. Hvorfor det betyder noget. Som den anden dag, hvor min politisk aktive veninde mente, at jeg prægede min søn til at falde i ‘samfundsdefinerede kønsroller’ ved ikke at købe lilla, rødt og pink til ham.

Og som det jo ofte er, er det jo ikke irritationen over netop valg af tøj, der nødvendigvis er den vigtige. I det store hele betyder den jo nok ikke så meget. Det er jo ikke fordi, at det er min evige kamp, som fylder alt. Det er derimod en lille del af det store hele – en lille del af det med at skulle forsvare sig selv og den måde, man er mor på. Det med at man nærmest løbende skal forsvare et eller andet valg, man har gjort sig. Om det så handler om amning, tøj, pasningsordning, prioriteringer eller noget helt femte. Og jeg oplever det faktisk oftere end forventet, når jeg taler med andre, oftest andre mødre. Også ind imellem éns nære veninder (dog sjældent, trods alt). At man skal forklare/forsvare/argumentere. Jeg føler ind imellem, at jeg i bestemte situationer skal forberede mig på, at det jeg siger kan ende med kræve et form for ‘forsvar’. Og jeg bliver helt gal på mig selv over det. Jeg bliver irriteret på mig selv over, at jeg ikke bare kan blæse på det og lade det passere.

Men faktum er, at jeg ikke kan lade sådan noget ligge. Det påvirker mig, hvordan ‘omverdenen’ reagerer på mig og det, jeg gør.

Og det er som om, at alle og ingen har en mening om, hvordan man er mor. Og har en mening om de valg, man foretager i den relation. Bevares, det er så fint med nysgerrighed og generel diskussion frem og tilbage, når det blot er sagligt. Jeg stiller da også selv spørgsmål til, når andre gør noget anderledes end jeg selv. Det er fordi, jeg gerne vil vide noget om hvorfor og hvordan. Jeg er jo forfærdelig nysgerrig af natur. Men forskellen er, når det bliver fremført på en form for fordømmende måde. Enten fordi en kommentar eller et spørgsmål bliver vægtet på en måde, hvor det er tydeligt, at man gør noget forkert i den anden persons øjne. Det er de situationer, der er trælse. Hvor man så er nødt til at forklare sig. Eller forsvare sine valg. Og det er typisk de samme emner igen og igen.

Jeg er godt klar over, at det ikke er ugens nyhed, at ‘morrollen’ oftest står for skud. Det kan jeg huske, at mine (mødre)veninder fortalte, da de blev mødre før mig.  Men det overrasker mig faktisk, hvor ofte man oplever det – og hvor meget det (ærgerligt nok) går mig på. Det havde jeg ikke helt regnet med, da jeg gik i min glædesrus og var gravid. Den der følelse, når man sidder i et rum med andre mødre og pludselig blive ramt af tanken om “Hvad vil de mon egentlig synes om, at jeg…”, er jo SÅ unødvendig. Og så dum, egentlig. Og selvom det ikke er spor ‘powermom-agtigt’ at indrømme, så sker det altså for mig. Og det ender tit med en irritation over, at andre føler, at de har ret til at stille (semi-fordømmende) spørgsmålstegn ved mig og mine valg. Jeg kan faktisk endda mærke, at irritationen efterhånden ender lidt ud i, at jeg begynder at være lidt mere “Sådan er det bare hos os – og det virker”. Fordi jeg egentlig ikke rigtig har energien til at forklare igen og igen. Og måske er det egentlig en meget god udvikling af irritationen. Måske er det rent faktisk sådan, man arbejder sig hen imod, at man ikke tænker sig meget over, hvordan omverdenen reagerer. Det kunne da være ganske fint – jeg kunne i hvert fald godt undvære den følelse, det ellers medfører hos mig.

Under alle omstændigheder er jeg kisteglad og lyksalig for, at jeg også kender så mange dejlige, forstående og støttende mødre. Både gamle og nylig fundne bekendtskaber. Hvor man i deres selskab aldrig behøver at tænke en ekstra gang over, hvad man siger. Eller have et forsvar parat. Min kind-of-selvvalgte mødregruppe fra fødselsforberedelse blandt andet. Eller veninder som har været kendt i flere årtier. Det er guld værd at ave rum til både bekymringer, glæde og sparring sammen med dem. Og hvor jeg kan være den mor, som jeg nu engang er!