Tøj kom frit frem

M er lige så pjattet med tøj som sin mor. Han er vild med at gennemtrevle udsalgssider for at se, om der mon lige er noget, han ikke kan undvære. Om den der flotte body måske er på tilbud.

…..Eller også er det kun hans mor. Muligvis. Ret sandsynligt. For jeg er nok skyldig – jeg har favorittøj, som jeg primært iklæder M. Sådan er det. Jeg interesserer mig i forvejen for mit eget tøj, så det ville da også være spøjst, hvis jeg ikke også skulle interessere mig for min søns tøj. Det, jeg køber til mig selv, er en kombination af det billige og det lidt dyrere tøj. Og knap så meget – nærmest slet ikke noget – af det allerdyreste. Jeg går efter tøj, jeg synes er flot. Og som sidder pænt. Det er ikke nødvendigvis et bestemt mærke. Og det er lidt de samme principper, som jeg køber tøj til M efter. Selvfølgelig er der bestemte mærker, som laver modeller og designs, som ofte passer til min Ms stil – og så ender det jo med, at jeg køber derfra lidt oftere end andet. Men ellers er det nærmest blevet en hobby (nok nærmere overspringshandling) at scrolle mig igennem flere sider med tøj på diverse webshops. Og jeg køber det, jeg synes, der har god kvalitet, model og som er pænt – ja PÆNT. For jeg kan faktisk godt lide, at min søn har tøj på, som jeg synes er pænt.

Og det synes jeg faktisk er helt okay. Jeg kan jo alligevel ikke købe alt tøj, der findes, og derfor er det velsagtens fint at have netop det kriterium at vælge ud fra. At man køber det, man bedst kan li’. At man bruger sine penge på noget, der giver en vis glæde, når det bruges. Jeg har en tøjstil, både mht. farver og mønstre, og den overfører jeg til M. Det ville da ikke give nogen mening, hvis jeg køber noget af, jeg reelt ikke synes om?  Og det er bestemt ikke fordi, jeg bruger styrtende med penge på tøj, slet ikke. Og jeg køber heller ikke kun de dyre mærker. Jeg er jo vild med både konceptet genbrug og udsalg, så meget af M’s tøj er fundet på udsalg. Og så kan det godt være, at der i den forbindelse ryger en body i kurven, hvor mange vil himle med øjnene over prisen, selv som udsalgspris. Men til gengæld overvejer jeg også hvert køb – vurderer lige en ekstra gang, om der rent faktisk er brug for mere tøj.

For efterhånden som M er blevet ældre, er jeg begyndt at begrænse hans mængde af tøj. Det gik jo ligesom op for mig, at jeg alligevel kun gav ham det tøj på, jeg synes bedst om. Og at han havde næsten ubrugt tøj liggende, fordi jeg egentlig ikke synes særlig godt om det – om det så var fordi, at det havde dårlig pasform, kvalitet eller ikke var pænt. Og jaja, jeg er jo ikke nogen helgen, så selvfølgelig har han muligvis stadig lidt for meget tøj i forhold til hans behov – men det kunne sagtens være langt værre. Trust me. Og jeg skal da ikke sige mig fri for at komme til at købe et stykke tøj til ham, fordi jeg simpelthen ikke kan lade værre. Sådan er det også. Men, jeg er begyndt at købe det, som jeg virkelig synes om. Og så undlader jeg til gengæld at købe det, som måske er lige på vippen.

Og det er ikke fordi, at jeg leger pyntedukke. Eller fordi tøjet skal være fancy eller moderne. Langt langt fra. Jeg er til det simple. Tøj uden for mange dikkedarer, både når det kommer til farver og mønstre. Og jeg er da heller ikke så naiv, at jeg ikke godt ved, at det med tøjstil og -vaner ændrer sig. Både når der kommer vild leg og skrammer på knæene, men også når der kommer en vilje til selv at ville vælge tøj. Og så er det sådan, det er. Til den tid – for indtil da skal der jo ligesom være andre, der vælger tøjet. Og eftersom Ms far ikke går synderligt op i det, så er der vist kun tilbage, at det er mig, der bestemmer tøjet.

I starten var jeg nærmest flov over, at jeg gik op i, hvad min søn havde på af tøj. I min mødregruppe gik der nærmest sport i, at man ikke skulle bruge penge på ‘sådan noget pjat’ som tøj. At man skulle arve og købe det billigste, uanset hvordan det så ud. Men vi har bare været i den situation, at der ikke har været noget at arve. Hverken hos venner eller familie. Vi har været nødt til selv at oparbejde en garderobe til M. Og selvom jeg godt kan følge min mødregruppe et langt stykke af vejen (jeg vil jo helst heller ikke betale for meget for noget – og børnetøj er oftest prissat alt for højt), så er tøj til M altså bare noget, der interesserer mig. Det kan jeg ikke komme udenom. Og det ærgrer mig lidt, at man i ‘visse kredse’ (uden jeg overhovedet kan sætte navn på nogen bestemte eller særlige kredse) bliver mødt med, at det der tøj til børn da er ligegyldigt. Og at man går op i det forkerte. At man ikke har forstået, hvad det handler om.

Og jeg synes faktisk, at det er dumt, at man skal gå og være små-

---

flov over, at man vælger at bruge sine penge på noget, der giver en fornøjelse. For det er da samtidig ikke fordi, at jeg ikke interesserer mig for eller prioriterer min søns velvære, glæde og trivsel. Det er da altid – uanset hvad – nummer et. Men det betyder ikke, at jeg ikke også kan interessere mig for noget andet samtidig. Jeg kan virkelig godt forstå, at hvis man ikke interesserer sig for tøj, så ville det være stjernedumt at bruge masser af penge på netop det. Hvis man alligevel er ligeglad. Men omvendt må det vel sagtens også være forståeligt, at man har det modsat. Som jeg har det.

Så ja, tøj har vi også til M. Tøj, som jeg synes godt om. Og det hænger fremme på væggen, ved siden af M’s puslebord. Både så man kan se og få overblik over, hvad man har (og M’s far lettere kan finde et par bukser frem), men også fordi, at tøj, man synes er pænt, ikke nødvendigvis behøver at blive gemt væk hjemme i skuffen. Det er det næsten for pænt til.