Undtagelsestilstand, mellemørsbetændelse og besøg af moar

I de her dage er vi i undtagelsestilstand herhjemme. M er ramt af mellemørsbetændelse – på begge ører. Stakkels lille mand. Jeg har aldrig selv haft det, men min lillebror var et ‘ørebarn’ og havde det ofte. Jeg kan snildt genkalde mig, at det gjorde forfærdeligt ondt på ham. Jeg håber, at det for M kun er en engangsforestilling. Eller i hvert fald ikke noget, vi skal kæmp med ofte.

For det holder godt nok hårdt for M. Han har feber – heldigvis på retur -, og han pylrer (klart nok) en del. Derudover sover han ikke synderligt godt – det der med at ligge ned er bestemt ikke godt kombineret med væske i ørerne. Vi har forsøgt at rejse hans sengegærde en smule ved hjælp af bøger, for at få løftet hovedet, men det ændrer ikke meget. Især fordi han egentlig helst vil ligge mellem os, i vores seng. Så det får han lov til. Alt hvad der kan gøre det lidt bedre for ham, gør vi hellere end gerne. Og selvom han ikke sover mange sammenhængende timer, så får han sovet mere der, end i sin egen seng (som ellers kun står cirka 30 cm fra vores).

Og jeg – eller C – får heller ikke sovet meget. Selvfølgelig fordi M vågner ofte, men når han endelig sover, er søvnen heller ikke altid lige let at finde. Det gør ondt, langt ind i hjertet, når éns lille dreng har det så skidt. Når han ligger der og med sine små kære hænder holder godt fast om éns fingre, imens han (endelig) sover, kan jeg ikke lade værre med at ligge vågen og ‘våge’ over ham. Og for den sags skyld, ligge mussestille, så en lyd eller dyneskraslen ikke skal vække ham. Jeg er helt skæv i nakken i dag, fordi jeg stort set har ligget i samme stilling hele natten. Og jeg ved godt, at det er en anelse dumt, for med min til tider problematiske ryg, kan det komme til at tage mange dage at komme ovenpå igen. Men altså, når klokken siger 2.35 om natten, og man (og M) endnu ikke har fået sovet mere end 20 min. sammenhængende, så betyder det ikke noget.

Når søvnen slet ikke er til at finde for M, så sidder jeg med ham i vores (uundværlige!) gyngestol – og gynger og gynger. Imens M får den tiltrængte søvn. Ind imellem er det simpelthen den eneste løsning, at sidde der og gynge til man næsen laver gyngebevægelsen ubevist. I går fik han en formiddagslur på en hel halvanden time på den måde, så det virker (og den gyngestol var en fremragende investering). Så er det altså pyt med sovende baller, tørst, fyldt blære og sovende arme.

Til gengæld er man så lykkelig for at have besøg af sin egen mor. At man med lidt held i uheld har aftalt besøg fra det nordjyske, når ørerne på samme tid vælger at ophobe for meget væske. Det er guld værd! For det kan godt være, man selv er blevet mor og alt det der, men når man ikke ser meget til søvn og tilbringer de fleste af dagens timer med en ked søn på armen, så begynder man selv at pylre. Eller jeg gør. For det er så latterligt hårdt at undvære søvn og samtidig være alt for et lille menneske. Forstå mig ret, jeg gør det gerne – men det gør det ikke mindre hårdt.

Men når éns mor er der til at give knus, opmuntre, give en hjælpende hånd, stryge én over håret og sørge for mad, så er det hele knap så hårdt. Faktisk tenderer det til at være tilnærmelsesvis udholdeligt. Det er sjovt, hvordan det at få lov til selv at blive passet lidt på – af éns egen moar – kan give så meget til en ekstra dosis energi og overskud. Jeg elsker, at min mor gør det for mig. Og jeg elsker, at hun og M også har et tæt bånd. At de har set hinanden så ofte – selvom vi bor i hver vores ende af landet -, at M er tryg hos hende. Så tryg, at selv nu, hvor han er syg, falder han helt til ro hos hende – i går morges sov han knap to timer hos hende. Så både C og jeg kunne få et par timers (ovenud tiltrængt!) søvn.

Nu håber jeg, at den ~~dumme~~ mellemørsbetændelse snart er på retur. Og at M ikke får besøg af den igen foreløbig. Krydsede fingre. Indtil da, kan jeg findes i gyngestolen.