Ud af døren med min ‘plus one’

Lille M er blevet min plus one. Han er jo faktisk blevet en uundværlig forlængelse af mig selv. Det har han ligeså stille sneget sig til at være i løbet af de sidste 16 uger (jeg lover at holde op med at tælle i uger.. Lige om lidt), uden at jeg helt har opfattet, at det er sket. Og samtidig er det sket på den mest naturlige måde.

For M er jo med mig alle steder. Han er med i al min planlægning og beslutningstagen. Han er den altid tilstedeværende i mine aftaler. Mine hverdage alene med ham er nærmest bygget op omkring, hvordan de kan tilpasses M’s rytme, humør og formåen. Og det er jo selvfølgelig også derfor, jeg har barsel – så jeg kan tage mig af kæreste C’s og mit afkom – men, det er jo alt andet end en ‘tvungen’ pligt. Jeg er jo rent faktisk vild med det!

Det tog dog lidt tid, før jeg kunne nyde det. Det kræver uomtvisteligt noget ekstra planlægning, når man i stedet for kun sig selv skal gøre det for én selv og en baby. Og når man er vant til gennem 30 år kun at have sig selv at tage hensyn til, kræver det altså lige lidt tilvænning, før man er helt op på beatet med at indtænke en baby i alt, hvad man gør. I starten er alt stressende. Og man er træt. Man kan slet ikke overskue noget andet end at sidde på sofaen hjemme og bare være der (for sin lille ny, that is). Den tid var sq hård. Det er jeg ikke bleg for at indrømme. Det har jeg også åbnet lidt op for i mit indlæg her.

Men langsomt begynder man at opbygge mod. Mod på at komme ud i den virkelige verden uden for lejligheden, hvor man kan møde fremmede mennesker (og ikke kun får input fra barselsbesøgende) og skal begå sig som en person med en baby. Hvilket jo er helt helt nyt. Og når først man er der, hvor man er klar til møde verdenen uden for lejligheden, kommer den store udfordring… Hvad skal i pusletasken? Hvornår skal jeg spise M af? Hvornår skal jeg skifte hans ble? Skal jeg pakke ham ned i liften først, eller skal jeg tage overtøj på? Hvor meget tøj skal man give ham på uden for? Udfordringerne (/forhindringerne) er mange!

Og så finder man jo rimelig hurtigt ud af, at en stor del – ca. 90 % – kan man slet ikke planlægge sig ud af. For lille M lavede pooh lige når vi var klar til at komme ud af døren (og ikke kun en gang). Han gylpede ud over sig selv (og mig), lige når overtøjet var kommet på. Han blev sulten igen efter 10 minutter – så han måtte op af liften igen. Sådan var det. Sådan er det. Der er altid noget uforudset i ligningen. Eller.. I hvert fald mange af de gange, man skal ud af døren (til et bestemt tidspunkt, naturligvis). Så det essentielle er egentlig ikke planlægning så meget som det er erfaring og at forudse, alt det der kan ske, når man er på vej ud af døren. Så man planlægger i stedet, hvor meget tid, der skal kalkuleres med, sådan at der er tid nok til alle tænkelige scenarier kan nås. Og så man kommer ud af døren kun et kvarters tid for sent.

Og det er jo ganske vildt – at man vænner sig til det! Det sidder efterhånden i baghovedet og på rygradden, som et sandt matematikstykke, der skal løses for at nå det ønskede facit. Sådan noget ala at når der er x antal minutter til afgang, påbegyndes y – når der så z antal minutter til afgang påbegyndes w. Og sådan fortsættes det helt frem til afgang, hvor det ønskede resultat opnås = at man kommer ud af døren uden (alt for meget i hvert fald) stress og frustrationer!

Så hvis jeg selv skal sige det – og det skal jeg jo egentlig – så er min plus one og jeg blevet ret seje til det. Jeg får efterhånden temmelig effektivt pakket pusletaske, skiftet ble, givet mad, givet overtøj på, pakket liften/voksiposen – OG, jeg når at få set mig selv i spejlet for at undgå strittende hårtotter og alt for sorte streger under øjenene. Bum. Og når man ligesom (langt om længe) er nået til det stadie, hvor man ikke gruer for at komme afsted, er det jo faktisk ret så skønt at komme ud til aftaler. Med min plus one. For både M og jeg kan ret godt li’ at se andet end lejlighedens fire vægge.

Den nuværende udfordring er faktisk, når kæreste C skal med ud af døren – og han forsøger at “hjælpe”. Og jo, der skal netop ” ” omkring ordet hjælpe. For når han er med, bliver der vendt op og ned på vores ‘nu-skal-jeg-ud-af-døren-til-et-bestemt-tidspunkt’-egenskab. Det er noget værre rod – hverken M eller jeg kan finde ud af at komme ud af døren, når det er plus two i stedet for one. Vi må hellere se at få lært fra os…