Lige en om nettrusserne på Facebook

Da jeg scroller ned over min Facebook-feed i dag, falder jeg over et billede, der viser en hospitalsstue og en (forholdsvis nybagt) far med hans nyfødte datter. I baggrunden er hans kone/kæreste/something (nogen her har tydeligvis ikke hæftet sig ved alle detaljer) vist i intet andet end en blelignende sag, og hvad jeg nok må beskrive som de meste behagelige nettrusser, nogensinde. Og I har sikkert set billedet, det er jeg ikke i tvivl om, at en ret stor del af befolkningen (af dem, der er på Facebook i hvert fald) har. Og det er da godt!

Selv anede jeg ikke før sent i min graviditet, at sådan noget som (yderst behagelige) nettrusser og store bind (eller ble. Kald nu en spade for en spade) blev aktuelt. At jeg ville se mig selv rende rundt i det i mange et par dage. Jeg troede i al min naivitet, at en fødslen naturligvis ville bestå af en pænt stor omgang AV, imens det stod på, efterfulgt af lidt syning og så var det ligesom det. Eller, jeg kunne nok godt regne ud, at man nok i en periode efter fødslen ville kunne mærke, at man havde født. Mere naiv var jeg trods alt ikke. Men, jeg var ikke klar over, at det ligefrem ville være nødvendigt med speciellavede trusser og bind på størrelse med bleer. (Det holder man tydeligvis hemmeligt!) 

Hemmeligt og hemmeligt er måske så meget sagt. Men det er jo ikke noget, man taler om. Det bliver ikke rigtig nævnt i bøger, læseligt information (eller også er mine Google-skills bare ikke optimale) eller til hospitalets infomøde til kommende forældre (i hvert fald ikke det, jeg var til). Jeg fandt vist ud af det ved en tilfældighed – uden i skrivende stund at kunne huske hvordan.

Og jeg er da godt klar over, at man ikke kan vide alt på forhånd. Især fordi ikke to fødsler er ens (enhver, der har gået til fødselsforberedelse er med garanti blevet tudet øerne døve med den sætning), og det er jo også noget, der ikke rigtig kan beskrives, sådan at andre kan mærke det. Det kræver nok, at man prøver det. Men, derfor kan man da godt tale om det. Tale om alt det, der også hører med, som er knap så charmerende. Det, som af en eller anden grund måske har fået en status af ‘det-er-lidt-pinlig-så-det-taler-vi-ikke-om’. Hvilket jo er tåbeligt, eftersom stort set alle fødende går det igennem. Og nej, jeg er ikke ude i noget om ‘frigørelse’ eller andet. Det er ikke fordi, at jeg mener, at vi skal til at spankulere rundt i nettrusser ned gemmen Strøget.

Nu handler det jo heller kke kun om de der nettrusser. Det handler jo også om, at man taler lidt mere om, hvad der sker før, omkring og efter en fødsel, som ikke ligefrem er “smukt og det mest fantastiske, du nogensinde kommer til at opleve”. For der følger altså en del med sådan en fødsel, som hverken er rosenrødt eller særlig romantisk.

Det kommer jo nok ikke som et chok med en håndgranat, at der er smerte forbundet med en fødsel. Så langt er de fleste nok nået i deres tankevirksomhed. Men, at det også indebærer en hel del ‘kropsaktivitet’, der ikke nødvendigvis kan styres, tøjles eller kontrolleres, bør man måske også lige nævne engang imellem. I hvert fald som en note, i det mindste.

Og neeej, jeg mener ikke, at man lige skal bringe emnet op over frokosten på sit arbejde – eller hos de veninder, hvor fødsler er uaktuelle (der skal også være en mening med galskaben) – men, det bør måske være noget, der deles lidt mere af, når man står foran sin første omgang “den hårdeste fysiske udfordring, din krop kommer til at gennemgå”. At man ligesom ved, at der er dele af din krop, du ikke kan kontrollere hverken før, under eller efter en fødsel. Uanset hvor mange smertefrie fødsler, du har læst om. Uanset hvor god du er til at trække vejret. For der er muskler, der skal rekreeres. Noget indvendigt i kroppen, der skal heles. Og det kommer til udtryk på flere måder. Blandt andet ved, at nettrusser og bind på størrelse med bleer bliver aktuelt.

For det er da så dumt, at man skal føle en lille smule snert af pinlighed – at man er flov over det, man oplever i forbindelse med sin fødsel. Eller efter. Det, der følger med, burde da været noget, der kom som en vis selvfølgelighed. At sådan er det bare. Og at sådan er det for de fleste – om ikke alle, så en stor del. Og at det  ikke betyder andet end, at man bare er helt normal.