Når en tanke ender med noget helt tredje

Jeg er en af dem – en mor, der er glad for sit arbejde

Okay okay okaaay. Nu gik der igen et par dage eller fem, hvor jeg ikke fik sat mig ved computeren. Eller det er faktisk løgn. Jeg sidder jo rent faktisk ved en computer dagligt – det er bare med et lidt andet formål. For – tadaaa – jeg er startet på job igen! Og det er faktisk også årsagen til, at jeg ikke har så meget overskud til (blandt andet) at skrive. Og årsagen til, at jeg har oplevet helt nye højder af kronisk træthed. Eller måske har jeg egentlig bare genfundet den træthed, jeg oplevede, da M blev født? For jeg har muligvis vænnet mig til både at sove om natten, nu M gør det (hurra!), og samtidig ikke have behov for at bruge min hjerne til væsentlige besværlige tanker.

Det er ikke fordi, jeg vil påstå, at det ikke er hårdt at gå på barsel. Overhovedet ikke. Der kræver dagene også, at man er ‘på’. Men blot på en anden måde. Da jeg var på barsel var dagens udfordringer at være kreativ i forhold til underholdning (og mad) til M. Og det synes jeg altså også var temmelig udfordrende ind imellem. Især jo ældre M blev – for jo mere krævede han, at der skulle ske i løbet af en dag. Altså, that is, hvis jeg ville undgå et halv-surt barn, der kedede sig. Og her kan jeg godt afsløre, at jeg er mest til de glade børn! Så jeg forsøgte og forsøgte at gøre dage indholdsrige for M, samtidig med det blev tilpasset ind i hans daglige rutine. For sådan en skal man jo også værne om. Og jeg synes faktisk, at det lykkedes meget godt (så her skal der lige lyde et virtuelt klap på skulderen til mig selv).

Men jeg blev alligevel – som jeg også har nævnt før – en anelse rastløs i den sidste del af min barsel. Jeg begyndte at mangle noget stimuli selv – at få noget andet input. Jeg er og har altid været glad for at bruge min hjerne. Jeg er vild med mig fag – både da jeg læste, og nu hvor jeg arbejder – jeg synes, det er ekstremt spændende. Og jeg kan blive ret entusiastisk over at få lov at fordybe mig i en problemstilling på arbejde. Og, ikke mindst, at omgås mine søde kollegaer – og netop (også) have en hverdag, som de er en del af. Jeg synes selv, at jeg bliver et rigere (og mere interessant) menneske af det. Sådan er jeg som person. Det er en del af mig at være glad for mig fag og arbejde. Og selvom jeg er blevet mor og har den mest fantastiske søn, som jeg knuselsker at tilbringe tid med – så har jeg simpelthen også brug for noget andet. There, I said it. Jeg er en af de mødre, som godt kan li’ at gå på arbejde. Som mener, at man godt kan være en velfungerende familie og få et pragteksemplar af et barn, selvom man i snit er på arbejde 37 timer om ugen.

Allerede når jeg hopper på cyklen (tidligt.. Meget tidligt.. Jeg skal jo også tidligt hjem!) efter at have nydt en hyggelig morgen (og morgenmad) med M og C, triller gennem byen på vej på arbejde, stopper for at få min sædvanlige cappucino to go og små-sipper af den, imens jeg trækker cyklen de sidste hundrede meter til arbejde – så rammes jeg af en glæde. Glæden over at komme ud og være blandt andre mennesker og mærke den energi, man kan finde der. Og når jeg møder på arbejde, hilser godmorgen til de første par kollegaer og sniksnakker om løst og fast, inden jeg går ind på mit kontor, tænder computeren og læser de første nyheder, inden jeg finder mine sager frem – så har jeg en virkelig god følelse i kroppen. Fordi jeg glæder mig til at komme i gang med dagens opgaver, (forhåbentlig) løse dem og føle en tilfredsstillelse over mit bidrag på mit arbejde (og, ikke at forglemme, nyde VARM kaffe – og nå at drikke den -, gå på toilettet alene og spise frokost til tiden, uden at sluge maden).

Og jeg får altså noget igennem mit arbejde, som jeg ikke ville være foruden. Og som jeg ikke mener, at jeg ville få andre steder. Det er både ny tilegnet viden, udvikling af færdigheder, navigering i forskellige relationer – og, ikke mindst, noget at tale om. Både med C derhjemme – men også med andre i omgangskredsen. Når jeg kommer hjem, er der altid noget at fortælle. Noget jeg har oplevet. Om det så er positivt eller negativt. Om det omhandler en sag eller en anden person. Det er underordnet. For det giver mig input og stimuli i større eller mindre omfang, der gør, at jeg hele tiden udvikler mig som menneske.

Når jeg udvikler mig som menneske, så sker det på alle punkter, vil jeg mene. Også på de punkter, der vedrører mig som mor. Og som er med til at udvikle mig som mor til M, så han (fortsat) har en mor, der kan bidrage optimalt til ham, hans opvækst og hans udvikling mod at blive et helt menneske, der (også) skal være en del af samfundet. Og selvom jeg endnu oplever en træthed, som jeg havde glemt eksisterede, så tillader jeg den først at ramme, når M er lagt i seng om aftenen. For når jeg skynder mig hjem på cyklen med en glædefølelse over snart at skal se M, så får jeg et opsving af energi. Når jeg lander hjemme og hapser M op i armene, har jeg så meget glæde og energi at møde ham med. Vi får virkelig noget ud af vores eftermiddage – jeg tror helt ærligt, at jeg endda kan flotte mig med at bruge et ord som kvalitetstid. Og, måske det egentlig også giver mere kvalitetstid end det gjorde de sidste måneder af barslen, hvor dagene blev ret rutineprægede til sidst. Når jeg kommer hjem nu, fra arbejde, er der ikke noget, jeg hellere vil, end at være sammen med M. Og den lyst og glæde tror jeg bestemt kan mærkes.

Men altså, det er da latterligt hårdt at skulle vænne sig til at undvære M, imens jeg er på arbejde. Jeg vil slet ikke påstå andet – for det er ikke kun rosenrødt, det at være glad for at have et arbejde. Afsavnet ER hårdt. Sådan er det, når man elsker et andet menneske. M og jeg har jo de sidste 10 måneder tilbragt de fleste dage sammen – 24/7. Selvfølgelig har jeg været afsted uden ham, med veninder. Men det har kun været enkelte dage. Og altid med en vished om, at vi skulle tilbringe de næste mange uger sammen igen. Man vænner sig jo hurtigt til, at man er en del af hele hans hverdag. Og omvendt, for den sags skyld. Så det er da bestemt også ambivalente følelser, der fylder i én. At man både er glad for sit arbejde – og samtidig gerne ville have M tæt på sig. Men, jeg føler alligevel, at det er det helt rigtige. At jeg har trængt til at komme på arbejde – tiden var moden, om man vil.

Og det hårdeste er også tidspunktet, hvor jeg forlader M. Lige der, når jeg mysser og vinker. For der kommer alle de halv-irrationelle tanker frem – dem som skabes af løvemoren i én -, når adskillelsen skal til at ske. Og når jeg nævner ordet halv-irrationelle, så er det fordi, at M jo har det fint, selvom jeg ikke er der. Han er allerede et lille menneske, der med tydelig glæde er nysgerrig på livet og alle de oplevelser og mennesker, der er i det.

Men det ændrer naturligvis ikke på, at det føles som pudseløjerlig situation at stå i, der tidligt om morgenen, når så mange måneder er foregået uden de store farveller. Og mennesket er et vanedyr, det er jeg også. Så det handler jo også om, at man skal vænne sig selv til de nye rutiner og vaner. Jeg kan i hvert fald mærke, at det er tilfældet hos os. Og når jeg ved, at M har det godt hjemme hos sin far, kan man jo også tage afsted med en tryghed i maven. Jeg får både billeder og videoer hjemmefra, hvor jeg kan se, hvor meget de hygger sig. Hvor meget C nyder at have al den tid sammen med M – sådan at de også kan få et tæt forhold. Og C er kommet ind med så meget fornyet energi og ideer til, hvad de to skal bruge dagene på. Og jeg kan se både glæde og veltilpashed hos M. Det varmer – når jeg, helt som det er rigtigt, sidder på mit arbejde.

20160804_102356

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når en tanke ender med noget helt tredje