Fra baby til barn

M er blevet 9 måneder. NI måneder. Og han er ikke en lille baby længere. Jeg har vidst det længe, det har jeg, men jeg har måske ikke helt ville acceptere den nye betegnelse. Et barn. En tumling. Men i går i børnetøjsbutikken, hvor jeg febrilsk ledte efter de lækre Marmar bukser i en større str. end 74, blev jeg venligt oplyst af ekspedienten om, at jeg “jo skulle kigge i afdelingen for de større børn i stedet for babyafdelingen for at finde str. 80 og og opefter”. Hvad er det kvindemennesket siger? At jeg er ude af babyafdelingen? At jeg har et BARN? Ja. Det var stort set det, hun sagde. Stort set. Næsten i hvert fald.

Så ja, det var simpelthen i går, at erkendelsen ramte mig. Og jeg gik derved lettere oplyst fra butikken (uden bukserne – de var ikke engang i en str. 80, pokkers!).

Nej, helt seriøst, så har både C og jeg lagt mærke til, hvor stor en udvikling, der er sket med M den seneste tid. Hvor meget han pludselig kan, hvor stor en personlighed han er ved at få, og at han pludselig begynder at have en mening om, hvad han vil og ikke vil. Og hans lyd er blevet anderledes. Den der klassiske baby-gråd/-pludren/-pylren findes ikke mere. Nu har han jo nærmest en stemme, der – omend den ikke kommer til udtryk i ord – i flere tonelejer bliver brugt flittigt under både leg, mad og bleskift. Det er ret vildt. Og jeg elsker simpelthen hans stemme – jeg elsker, når han ‘snakker’ højt og entusiastisk (han er klart et barn af sin mors familie – stilhed ligger ikke i vores gener!).

Og den der vilje. Den vilje, som gør, at min lille M bestemt ikke vil skiftes, når han hellere vil lege. At han ikke vil sove, når han hellere vil have en koldbøttetur. At han hellere vil lege med det (fyldte) vandglas end sin egen legetøjsbil. På en og samme tid til tider utrolig irriterende og kæmpe kært!

Det er på en måde ret vildt at skulle begynde at kalde sin baby for noget andet – det betyder, at en epoke er ved at være slut. Den der pussenusse-tid, hvor man hele tiden rendte rundt med sin lille baby i armenen. Det er alligevel lidt vemodigt – for den tid var også hyggelig (note: og med denne sætning er det tydeligt, at søvnløse nætter, gråd og udkørthed er fejet væk fra hukommelsen!). Men jeg må faktisk ærligt indrømme, at jeg er helt vild med den alder, M har nu. Man kan virkelig interagere med ham – lege, grine, smile, trøste, tale. Hele paletten er til stede. Og selvom det også er hårdt at skulle underholde og være langt mere aktivt til stede nu, end da M blot lå stille og pludrede, så nyder jeg tiden med ham på en hel anden måde. Og jeg lærer ham at kende. Jeg lærer hvilket menneske, der gemmer sig i den lille baby, som kom til verden for 9 måneder siden!

(Men det er til gengæld også her, at vi IKKE begynder at tale om, at M inden for relativt kort tid skal betegnes som vuggestuebarn… Den epoke er mor her ikke klar til at påbegynde endnu!)