Fælles barsel – farvel til de (ind imellem) langtrukne dage

Lige i øjeblikket er vi – C og jeg – godt igang med en omgang fælles barsel. Og hvor jeg dog nyder det! Selvom jeg bestemt ikke har noget imod at have M’s selskab alene, så er det virkelig også hyggeligt at være sammen som en lille familie. Det er noget helt andet. For det første fordi jeg jo ret godt kan li’ at tilbringe tid med C – især nu, hvor meget af tiden ellers er gået med en masse praktisk i hverdagen. Det er jo ren rutine ind imellem.

Men, også fordi at det er lettere at fylde dagene ud, når man er to voksne. Imens jeg har været på barsel, har jeg ind imellem følt, at dagene var ret lange. At jeg virkelig skulle oppe mig og være kreativ for at underholde M alene fra kl. 8 til kl. 17.30ish. Bevares, det gik jo de fleste dage helt af sig selv, når jeg havde planer uden for lejligheden. Det havde jeg næsten hver dag den første del af min barsel. Der var både mødregruppe, babysalmesang, babyrytmik og venindehygge krydret med lidt legestue eller babysvømning engang imellem. På de dage gik tiden naturligvis ganske tjept. Og jeg var altid møg træt om aftenen.

De sidste par måneder af min barsel, ebbede mange af mine sædvanlige aftaler ud. Mødregruppen gik så småt i opløsning (jeg skylder vist en opdateret – knap så rosenrød – fortælling om min mødregruppe-erfaring), babysalmesang gik på tidlig ferie, babyrytmik sluttede, en veninde skulle tilbage på arbejde – og ja, sådan gik det ligesom slag i slag. HELDIGVIS har jeg, helt til slut, haft de skønne kvinder, jeg kender helt tilbage fra fødselsforberedelse. Mere om det en anden gang. Men de har været guld værd. Uden dem havde den sidste måned vist været temmelig kedsommelig, når det kommer til aftaler med andre (voksne) mennesker i løbet af dagene.

Anywho, så har det altså betydet, at jeg de seneste par måneder har haft mange dage hjemme alene. Eller i hvert fald flere end jeg ellers har været vant til her under barslen. Og det skal lige siges, at det også har været dejligt. Især fordi at det rent faktisk har været muligt at tilbringe dage hjemme, uden at jeg har været ved at rive håret ud af ren og skær frustration. For det var jo sådan i starten, at kære lille M ikke var meget til det der søvn hjemme i lejligheden i løbet af en dag. Altså med mindre han lå i mine arme. Og man skal ikke tænke mange sammenhængende tanker, før man kan regne ud, hvor hårdt det var!

Så ja, jeg har da bestemt nydt, at jeg har kunne tøffe rundt i nattøj og blot tage en ny kop kaffe fra kanden, når den igangværende blev for kold. Og, ikke mindst, at jeg har kunne være sammen med M og helt stille og roligt kunne nyde hans selskab. Det har bestemt været hyggeligt. Måske endda især fordi, at det også har gjort, at vi sammen har fundet frem til hans rutiner – hvornår han gerne vil spise, sove og lege. Og hvornår det der ulvetime typisk kan finde på at indfinde sig.

MEN, jeg er altså også en person, der godt kan li’ at opleve lidt. Som godt kan li’ at komme ud, være blandt andre (igen, voksne) mennesker og få lidt vekslende input. Og det får man altså ikke helt hjemme, indenfor lejlighedens fire vægge. Det der med, at hver dag er ens, gør ikke noget godt for mig. Jeg kan nærmest blive helt irriteret og rastløs af det indvendigt. Hvilket muligvis gør, at jeg i sidste ende ikke bliver verdens sjoveste kæreste at være i selskab med om aftenen (undskyld, C!). Det er som om, at jeg ikke kan ryste det helt af mig, selv når dagen er omme. For ja, selvom det er uendelig hyggeligt at tilbringe så tid med M, så gør flere af den slags dag for mig, at dagene bliver for langtrukne – og hvor jeg nærmest sidder og tæller minutter til, at C kommer fra arbejde. Og hvem gider lige være sådan en kæreste?!

Og ja, jeg har da også sørget for selv at komme ud – ud at gå en tur, ned og handle, ned på biblioteket. Alt hvad man sådan kan finde på med en lille mand. Men det ændrer ikke ved, jeg har brug for input fra andre mennesker – jeg har brug for at tale med nogen. Få grinet, diskuteret og vendt og drejet stort som småt. Jeg passer bare ikke til at gå hjemme i lejligheden alene flere dage i streg – jeg får kuller af det! Et par af slagsen hver uge er fint – men helst ikke flere. Og M, for den sags skyld, han begynder da også at kede sig. Han er en dreng, der vil opleve, se og møde. Han hygger sig i lejligheden og med mig – det er jeg da slet ikke i tvivl om – men, det er heller ikke holdbart for ham, rent stimuleringsmæssigt, at han ikke oplever andet. Og, desuden kan man jo sagtens have nærhed med sit barn, selvom man ikke befinder sig hjemme.

Nu hvor C så er på barsel sammen med os, kan jeg allerede mærke en forandring. Selvfølgelig nok primært fordi, at vi ikke kun er i lejligheden, men også tilbringer tid i Jylland og i vores sommerhus på Sjællands Odde. Jo jo. Men jeg er ikke i tvivl om, at det også er fordi, at vi er to – at vi er to om at tage beslutninger, finde på og tale sammen. Jeg nyder det. Dagene veksler og giver forskellige input. Og, ikke mindst, så nyder M at være så meget sammen med både sin mor og far, samtidig.

Det var simpelthen en fremragende belslutning lige at have tre uger sammen, hvis jeg selv skal sige det – nu får jeg uden tvivl en god afslutning på min barsel!