Deling, grænser og internettet

Jeg overvejer ofte, hvor meget jeg skal dele her. Både med hensyn til billeder, personlig information og personlige oplevelser. For der skal være en grænse. Især når det også ofte vedrører andre personer end mig. Der skal også tages hensyn til dem. C derhjemme kan jeg jo klart nok let spørge – og han kan tilkendegive, hvad hans holdning er. Og så retter jeg mig naturligvis ind efter det. For selvom han støtter op om, at jeg skriver herinde, så er det ikke nødvendigvis det samme som, at han har lyst til at være en stor del af det. Hvilket jeg fint forstår. Han er i forvejen ikke typen, der deler meget på fx Facebook. Det har han ikke behov for. Men han er samtidig indforstået med, at han uomtvisteligt er en del af mit liv og derfor bliver nævnt, når jeg skriver. Det tror jeg også kun, han synes er naturligt. Men, samtidig har vi også en aftale om, at han ikke bliver vist på billeder, hvor hans ansigt fremgår. Det har han det bedst med. Og det er hans personlige grænse, som jeg – uden at blinke – respekterer fuldt ud.

Jeg har det nok selv lidt anderledes. Altså når det kommer til mig selv – jeg er jo flittig bruger af internettet og de diverse sociale medier. Og så er jeg måske alligevel ikke helt så forskellig. For jeg kan mærke, at jeg fx stadig har det lidt svært ved at tilføje billeder af mig selv. I de første indlæg satte jeg kun billeder ind af mine hænder. Eller en kop kaffe. I realiteten temmelig upersonlige billeder, I’m well aware. Men jeg har også lidt den tanke, at mit skriveri skal være det bærende. For jeg vil gerne fortælle om mig og mine tanker. Det er ligesom der, at jeg har tænkt, at substansen skal være. Det er udgangspunktet – men jeg ved jo også godt, at det er så pokkers spændende med billeder til. Jeg synes da også selv, at det bliver for kedeligt at læse lange skriverier på en blog, hvor der gang på gang ikke er billeder.

Jeg synes bare, det er så svært. For på den ene side vil jeg det så gerne – skrive og fortælle – men på den anden side kan jeg ikke helt overskue, hvad det vil betyde, at jeg deler så meget (personligt) af mig selv. Hvad vil mine venner og familie tænke om det, jeg skriver? Hvordan vil andre opfatte mig? Vil kontakter via mit arbejde kunne finde herind? Nok især det sidste har jeg tænkt en del over. For jeg vil jo gerne fremstå professionelt. Jeg vil gerne, at mit arbejde handler om mit arbejde. At det ikke skal kodes sammen med en masse personlig information. Altså, jeg viser bestemt personlighed i mit arbejde – det er jeg som type ikke i stand til at undlade. Men, der er også forskel på det og så at give indblik i de lidt mere dybe tanker.

Jeg arbejder med beskyttelse af personoplysninger, så det er nok også naturligt, at jeg gør mig tanker om det. For jeg stifter jo dagligt bekendtskab med, hvad der sker, hvad man må, og hvad man kan med personoplysninger. Så det fylder meget hos mig. Men, det er bestemt heller ikke sådan, at jeg gør mig at for høje tanker om, hvad jeg som en lille person er i det store hele. Jeg hører tit noget ala “Internettet husker” og “Man vil kunne se billederne i al fremtid”. Jojo, det er måske rigtigt nok, at det er en af ‘konsekvenserne’ ved at dele billeder mv. på internettet. At man ikke kan regne med, at det nogensinde bliver effektivt slettet. Men, samtidig er det i min optik en anelse fjollet at tro, at nogen skulle have lyst til at finde et billede frem af mig og en kop kaffe om ti år. At det på nogen måde skulle være interessant. Realistisk set forsvinder man jo blot i den ekstremt store mængde information, der findes på internettet. Og bliver en ud af blot mange mange utallige bloggere, der deler information og billeder på nettet.

Men, selvom det er udgangspunktet for mine tanker omkring alt det her skriveri og deling af sin person på internettet, så er det stadig svært for mig. Det er endnu et (for) stort skridt at tage at have min ‘identitet’ liggende herinde. Altså fx med et (søgbart) navn. Måske hænger det også sammen med, at jeg endnu ikke helt offentligt har fortalt venner og familie om, at jeg skriver her. Selvfølgelig har jeg fortalt det til en del. Det er klart. Det er jo ikke en hemmelighed. Men som sådan at råbe det ud til min venneskare på Facebook har jeg endnu at gøre. Hvis det da nogensinde sker. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske fordi det endnu er så nyt at dele nogle af de tanker, som før kun har været forbeholdt mine nærmeste. Jeg skal nok lige vænne mig til, at det ikke længere er tilfældet. For selvom det er et bevidst valg – og noget, jeg allerede ret godt kan li’ – så er det stadig en ‘working proces’ at vænne sig til at have så meget af sin person på det store internet.

Og jeg bliver nok også mere modig. Det kan jeg mærke. Nu har jeg jo ligefrem billeder, hvor hele HALVDELEN af mit ansigt er med. Det er jo lige før, at det kan udløse en bette klapsalve. Eller et klap på skulderen. Det er allerede et lille skridt der – at jeg får mere og mere identitet ind i mit skriveri. For selvom det essentielle forhåbentlig er til stede – at man kan mærke min person i det, jeg skriver -, så er det jo også ganske fint, at der også efterhånden kommer ‘ansigt’ på. Det ved jeg. Det kan jeg jo også godt selv li’, når jeg læser andre blogs. Så jeg arbejder. Arbejder med mit mod og min grænse for, hvad jeg vil dele herinde om mig selv.

Og, så er der jo lige det spørgsmål om M. For hvor meget skal han deles herinde? Hvor meget kan jeg – som hans mor – tillade mig at dele? Det er et svært spørgsmål. Det er jeg bestemt klar over. Der er nok heller ikke nogen endegyldigt svar. Og C skal jo bestemt også have noget at sige i den henseende. Så hvor meget og hvor lidt i forhold til M kommer nok også til at udvikle sig hen ad vejen. Nok især i takt med, at jeg samtidig får styr på, hvor meget af mig selv, der skal deles. Men jeg ved til gengæld allerede, at jeg vil forsøge at undgå det rigtig pinlige. Det, man kunne finde på selv at være lidt flov over pludselig at læse om sig selv, når man fx er teenager. Det er ikke fordi, at jeg overhovedet ved, hvad der er sket til den tid – eller at jeg bilder mig ind, at det helt nødvendigvis har den store betydning engang i fremtiden. Men når jeg overvejer, hvad der skal deles herinde om M, er det en meget fin rettesnor at have – at tænke, hvad man selv ville synes om at have sådan noget liggende på internettet om sin egen barndom. Men billeder er der – efter aftale med C – ganske fin plads til, så længe de ikke viser M’s ansigt. Det er en aftale, som vi begge føler os godt tilpas med.

Desuden er mit fokus jo også mig i min rolle som mor. Og ikke en masse skriverier om M, direkte i hvert fald. Selvfølgelig er han en del af det. Han og min rolle som mor hænger jo – ikke overraskende –  sammen.

Well, mon ikke jeg får navigeret mig frem til et niveau hen ad vejen. Jeg finder jo nok frem til, hvad der – for mig – giver den bedste balance mellem privat og offentlig. Og ikke mindst, finder ud af, hvor min grænse går.