Jeg er også en af dem – en mor, der er træt!

Puf. Så er der pludselig gået over en uge, siden jeg sidst fik skrevet. Jeg forstår simpelthen ikke, hvor tiden er blevet af. De sidste knap tre uger er fløjet af sted. Og pludselig er det blevet arbejdshverdag igen. Ligesom jeg husker det tilbage fra før min barsel. Dagene går og går, alt imens jeg arbejder, er sammen med M + C derhjemme og sover.

Det er lidt pudseløjerligt egentlig. Det er ved at være tre uger siden, jeg havde sommerfugle i maven og glædede mig til at komme tilbage på mit arbejde. Og hvor den første uge var fyldt med nyhedsværdiens glæde over at se mine kollegaer og have arbejdsrelaterede opgaver igen. Og nu.. Nu føles det allerede som en hverdag igen. Altså, hvor det er normalt, naturligt og sædvanligt, at jeg tager afsted og sidder på arbejdet hver dag. Ikke at det er dårligt. For jeg er stadig glad for mit arbejde. Og har entusiasme omkring mine opgaver. Det er bare lidt sjovt, at man så hurtigt falder tilbage i de vante rammer – selvom man har været væk et år.

Men noget er anderledes – trods alt – og det er den der træthed. For den sidder i kroppen hele dagen. Jeg kan mærke den ‘under huden’, selvom jeg får drukket nok så mange kopper kaffe i løbet af dagen. Jeg synes egentlig, at jeg fint formår at holde den i skak. At det egentlig lykkedes at sørge for, at den ikke kommer til udtryk, hverken på arbejde eller sammen med Mathias om morgenen og eftermiddagen.

På arbejde render jeg stærkt – er grebet af mine opgaver og på at være så effektiv så mulig (= så jeg kan smutte hjem til Mathias i ordentlig tid), så der bemærker jeg det ikke rigtig. Når jeg holder mig i gang, får trætheden ikke rigtig lov til at overtage. Men, jeg skal stadig passe på, at jeg ikke falder i en overspringshandlings-fælde. Hvis jeg ‘kommer til’ at sætte mig ned foran computeren  og får klikket mig ind på at surfe rundt på Facebook læse lidt nyheder eller andet, i stedet for at kaste mig over arbejdet, falder energiniveauet faretruende. Så kan jeg mærke, at trætheden får tag i mig og kroppen. Så er det dælme svært at komme i gang igen. Puha. Så skal der virkelig hankes op i kraven med gevaldig selv-overtalelse, for at jeg kan komme op i samme gear igen.

Og det er for så vidt det samme derhjemme. Der synes jeg egentlig heller ikke, at trætheden er så udtalt. Om morgenen er både M, C og jeg lidt morgentrætte og hygger rundt, så der kan jeg i ro og mag vågne lidt op ved at sidde med en kaffe i hånden på gulvet, ved siden af en legende M. Det er hyggeligt – og knap så energikrævende (frk. B-menneske her vil endda strække sig så langt at udtale, at det faktisk kan være okay at stå op kl. 6. Miraklernes tid er tydeligvis ikke ovre endnu). Om eftermiddagen bliver jeg – indtil videre i hvert fald- som det første mødt af en glad Mathias, der kommer kravlende mod mig, så snart jeg er inde af døren. Når han smilende rækker hænderne op mod mig for at komme op i favnen, så får trætheden ikke meget spillerum. Der er gensynsglæden altså altoverskyggende.

For jeg savner stadig min lille mand, når jeg er på arbejde. Hvilket samtidig betyder, at jeg endnu er der, hvor jeg ikke kan få nok af ham, når jeg endelig er hjemme. Og nu, hvor han bliver lagt til at sove mellem 18.30-19.00, så skal de der par timer om eftermiddagen altså udnyttes fuldt ud. Og det er som om, at min krop for en gangs skyld er enig med mig – og lige giver det sidste den har til, at jeg har fint overskud til at lege, grine og spise aftensmad med M (Altså, that is, hvis jeg undlader at sætte mig i sofaen. Den kan jo sine tricks sådan en – den ved lige, hvordan den fanger!). Jeg tror også, at det gør det lettere at være startet på arbejde – altså i forhold til afsavnet. At jeg stadig har overskud til at være sammen med M i de resterende timer. For ellers tror jeg, at jeg ville have haft det hårdt. Og måske ville jeg så endda ikke være så glad for at være tilbage på arbejde?

Men, det gør altså også, at når M er lagt til at sove – så vælter trætheden ind over mig. Jeg orker rent ud sagt ikke særlig meget andet end at smide mig på sofaen sammen med C og sætte en eller anden god serie på (og hente et stykke chokolade, naturligvis). Det er lige før det at svare på en SMS eller ringe til en veninde kan virke helt og aldeles uoverskueligt. Jeg kan til nød fylde og starte opvaskemaskinen efter aftensmaden eller lave lidt små-oprydning (eller som i går – gøre M’s tøj klar med navnelappere til vuggestuen) og sende en bette besked eller to af sted til en veninde. Måske ringe til min mor. Men sådan noget som større rengøring, tøjvask.. Det har indtil videre fået lov at ligge, der om aftenen. Når alt min energi er opbrugt, så er det simpelthen umuligt at få sparket sig selv i gang med noget praktisk.

For jeg er ikke en overskuds-powermom, som har rydeligt hjem og ingen vasketøjsbunker, alt imens jeg arbejder hver dag. Og taskerne fra weekendens sommerhustur blev pakket ud løbende de sidste tre dage. Der er nullermænd på gulvet (jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ser ud under sofaen), skabsfladerne i køkkenet trænger snart til en vask, kaffemaskinen skal afkalkes, gulvet i gangen skal vaskes, hylderne skal støves af og alt det der, som skal gøres i alle hjem. Jeg er bare ikke en af dem, som mener, at jeg skal trække i minus på min energikonto for at få det gjort i hverdagene. Det må være weekendens projekt. Eller næste weekend, hvis vi skal bruge den kommende i sommerhuset. Den her nye hverdag for os som familie, hvor trætheden lurer lige inde bagved, skal simpelthen bruges fornuftigt. På noget, der giver mening. Og som er nødvendigt. Vores tid må jo nødvendigvis prioriteres, så vi bruger den på noget, der også giver glæde for os som familie. Og der skal simpelthen være energi og overskud til den tid, der netop giver os glæde. Og giver os energi og overskud til at bruge tid sammen.

Og jaja, jeg er da naturligvis og selvfølgelig fuldstændig enig i, at der ikke skal være decideret beskidt eller ulækkert – sådan noget som snavs, hundehår og beskidt service får ikke lov at ligge. Og M’s legetøj, der er spredes ud over hele lejligheden i løbet af dagen, bliver ryddet op. Vores hjem skal jo stadig være et godt og hyggeligt (og helbredsmæssigt forsvarligt) sted at være. Men jeg er jo så heldig, at C fortsat er på barsel, så han ordner en stor del af det i løbet af dagen (jeg gruer allerede for, når vi begge er på arbejde igen…). Og, alt det, der kommer ud over – som kunne være dejligt at få ordnet, men som ikke er nødvendigt… Det får simpelthen ikke en prioriteret plads på min energikonto. For den er jo reserveret til tiden med M.