Ny julemåned, same procedure as last year...

Fødegange, tid og hænder nok

Jeg synes, det er forfærdeligt at læse om (alt for) travle fødegange og stressede jordmødre. Det er ærligt talt skammeligt, at man har valgt at skære på midler og ‘hænder’ i sådan en grad, at jordmødrene ikke længere selv mener, at de kan udføre deres arbejde acceptabelt. Og det bør altså tages seriøst! Det handler om kvinder og (ufødte) børn i en yderst sårbar situation, hvor både fysisk og psykisk formåen bliver sat på prøve. En fødsel er jo ret vild! Kroppen bliver jo virkelig udsat for sit livs arbejde – som den endda skal udføre inden for relativ kort tid. Alle kroppens dele bliver jo nærmest aktiveret og skal samarbejde om at få den der fødsel til at lykkes. Og det klarer kroppen jo heldigvis oftest helt selv – det er sq ret sejt! Tænk at den kan ‘producere og levere’ en ny verdensborger (eller flere, selvfølgelig) på en periode på 9 måneder.. Det bliver stadig ved med at imponere og wow’e mig!

Nå, men altså, selvom kroppen er ganske sej og oftest selv får leveret et lille nyt menneske til verdenen, så skal der ind imellem lidt hjælp til. Ind imellem lidt, andre gange mere. Ind imellem under selve fødslen, ind imellem til barnet eller moren efter fødslen. Og det kan ind imellem være livsnødvendig hjælp. L-I-V-S-N-Ø-D-V-E-N-D-I-G.

Men uanset hvad, skal der simpelthen være tid og ‘hænder’ til at yde den nødvendige hjælp – og endnu mere vigtigt, der skal være mulighed for at opdage, at der brug for hjælp.. Inden det tenderer mod at være for sent! Hvordan kan nogen (prik prik, kære politikere) mene andet?!

Jeg var selv ret nervøs og forestillede mig alle mulige tænkelige, utænkelige, realistiske, urealistiske, seriøse og useriøse skræmmescenarier om fødslen. Alle de der historie og ‘urban legends’, som alle andre altid lige har hørt og vil fortælle om, når de sidder sammen med en gravid, fandt selvfølgelig også frem til mig. Og hvis der er noget, jeg er god til, så er det at bekymre mig og tænke worst case scenaria – det er en ‘egenskab’, som jeg vist aldrig får bugt med! Så selvom jeg også glædede mig til fødslen, så gik jeg med en spirrende angst i maven. En angst, der konsekvent mindede mig om, at jeg for enden af den 9 måneders graviditetsrejse skulle opleve en ekstrem udfordrende fysisk prøvelse. En prøvelse som ville resultere i, at det dyrebareste – lill M – endelig ville forlade sin et-værelses og komme ud i mine arme.

Men, jeg havde en fantastisk jordmoder. En jordmoder, der havde tid – eller tog sig tiden – til at lytte, berolige og fortælle mig, at jeg ville være i gode hænder. Selvom hun sikkert har vidst, inderst inde, at der ville være travlt på fødegangen. Og at jordmødrene der måske ikke ville have mulighed for at give mig al den tid, som jeg ville få brug for. Men det viste min jordmoder mig ikke. Og jeg mærkede det ikke på hende. Så jeg blev gradvist mere og mere sikker på, at det der fødsel nok skulle gå. At selvom noget uforudset skulle ske, så ville det uden tvivl gå fint.

Og da jeg blev indlagt på Hvidovre hospital til igangsættelse (den fødselsberetning skal nok få sit eget indlæg) blev jeg taget godt imod af søde og smilende jordmødre, der viste overskud, venlighed og ekspertise. Jeg følte mig i trygge hænder. Jeg kunne slappe af og koncentrere mig om den kommende fødsel. Fordi jeg på intet tidspunkt følte andet end, at jeg var i gode og fagligt stærke hænder. Havde jeg spørgsmål, var der tid til at besvare dem. Blev jeg bekymret, var der tid til at berolige. Hvis jeg havde brug for at sikre mig, at lille M havde det godt, var der tid til at lytte til ham.

Jeg lå på svangerskabsafdellingen i 3 døgn, og jeg har udelukkende ros og positive ord om de jordmødre (og jordmødrestuderende), som var der i den periode. Og jaja, ind imellem kunne de ikke helt sige, hvornår en bestemt del af (fødsel)processen ville ske. Og nej, lovede tidspunkter blev ikke altid overholdt. Men det er da bagateller. Jeg lå der jo alligevel. Jeg skulle jo ikke nå noget andet. Og om noget sker kl. 13 eller kl. 15 er jo fuldstændig underordnet. Folk, der går op i det, burde skamme sig. For det er altså, når det seriøse og alvorlige skal sørges for, at jordmødrene skal være der. Og det var de. Både før, under og efter fødslen.

Jeg ønsker for alle, at de skal opleve samme tryghed. For det er sq alfa-omega. At man som fødende kvinde kan give sig helt hen til fødslen, velvidende at man har ekspertise og fagpersoner ved siden, der kan hjælpe om nødvendigt. Men det kræver altså bedre vilkår, tid og midler for jordmødre og fødegange – mindre kan ikke gøre det. For når lille M engang skal påtage sig titlen som storebror, håber jeg inderligt, at det stadig er trygt og sikkert at bringe nye verdensborgere til verdenen på de danske fødegange.. Det er vel (forhåbentligt) det, vi alle sammen ønsker?

image

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ny julemåned, same procedure as last year...