Det der med mødregrupper

Før jeg fødte, tænkte jeg ikke meget på mødregruppe, og om det var noget for mig. Jeg vidste selvfølgelig, at det var noget, jeg kunne vælge at være med i – men altså, det var noget, der hørte til på den anden side af graviditet og fødsel (og den dengang forestående fødsel optog temmelig meget af éns tankevirksomhed!)

Nå, men altså, da min kære sundhedsplejerske kom på besøg hos os første gang efter fødslen, blev det der med mødregruppe jo akutelt. Min sundhedsplejerske nærmest konstaterede, at ‘være med i en mødregruppe, ville jeg jo selvfølgelig gerne’. Jojo. Det ville jeg da så, og straks blev det noteret. Og jeg havde egentlig ikke selv, der i mit ekstreme søvnunderskud og konstante opmærksomhed mod lille M, taget stilling til, om det reelt var noget, jeg ville.

For havde jeg egentlig brug for at møde sådan en gruppe fremmede kvinder med deres små babyer? Havde jeg overskud – og tid – til det?

Jeg gik før fødslen til fødselsforberedelse (selvbetalt, naturligvis – det er jo skåret væk i det offentlige. Dybt suk) med 11 skønne kvinder, som jeg fik et ret godt forhold til. Og vi havde alle sammen aftalt at fortsætte til noget efterfødsel, som ville være tre timer lang babyhygge og morgymnatsik samme sted, hvor vi gik til fødselsforberedelse. Derudover havde vi også aftalt at ses hjemme hos os selv privat. Og altså, 11 personer, som jeg havde kendt i flere måneder havde jeg næsten mere lyst til at bruge tid med – og stille pinlige/frustrerede/opklarende/mærkelige babyspørgsmål til. Det var jo trygge rammer.

Derudover havde et par af mine tætte veninder termin før og efter mig – og dermed barsel oveni min – så jeg så rig mulighed for babyhygge, barnevognstraveri, kaffedrikkeri og cafébesøg med dem. Altså, hvordan kan en gruppe fremmede kvinder battle mod mine tætte veninder? Det var jo en kamp tabt på forhånd!

Og så alle de skrækhistorier, man har hørt om mødregrupper. Hvordan det er en ufrivillig konkurrence om at være den med mest overskud, mest hjemmebag, færrest nullermænd, dygtigste baby og dyreste stel. Det er jo nærmest synonymt med mødregrupper. Jojo, selvfølgelig har jeg et par veninder, der var helt pjattet med at være i mødregruppe – men, sjovt nok, husker man bedst de veninders historier, der handler om, hvordan det bare blev alt for meget, og hvor resultatet blev et ‘breakup’ med mødregruppen.

Men, nu havde jeg jo sagt ja. Og fik temmelig hurtigt en besked i e-boks med oplysninger om mødregruppen. Min mødregruppe. De fremmede kvinder blev altså nu kaldt ved navn. (og skulle man ikke  lige ind og lure på Facebook efter dem? Jo naturligvis!) – jeg kunne næsten ikke overskue at skulle mødes med dem! At møde op hjemme hos en af dem, sidde der og være overskudsagtig jeg-vil-så-gerne-møde-nye-mennesker-her-imens-jeg-stadig-lærer-min-baby-at-kende. Det var mit udgangspunkt. Og det kunne jeg ikke helt slippe, selv da jeg nåede til dagen for det første mødregruppemøde.

Og det her så nu, at jeg blankt indrømmer, at alt ovenstående (heldgvis da) blev gjort til skamme. For da jeg træder ind af døren hos hende, som lagde lejlighed til første møde, bliver jeg mødt af fire imødekommende, snakkesalige og smilende kvinder. Som alle har sorte rander under øjnene som mig. Og som har ligeså pylrede babyer som mig. Og som har lige så mange udfordringer som mig. Og som er ligeså glade som mig for endelig at kunne få en varm kop kaffe. Og mødet var hyggeligt!

Nu tre måneder efter ses jeg endnu med dem. Og det har jeg så sandelig tænkt mig at blive ved med. Jeg glæder mig hver uge til torsdag, hvor vi skal ses. Og til den spontane trilletur med barnevogn med den ene. Og til første svømmehalstur med den anden.

Lille M nyder det også – når han ligger der på tæppet med de andre små, bliver der pludret, smilt og savlet. Og han er en glad (og træt) baby, når vi efter et par timer triller hjemad. Det er da en fornøjelse at se!

Så min mødregruppehistorie er bestemt en succeshistorie. Jeg ville ikke være foruden!