Baby, søvnløshed og mangel på energi

Lige da lille M kom op til mig for første gang, var jeg solgt. Jeg er en af dem, der blev fuldstændig overrumplet af følelser og omsorg for det lille menneske, der med et blev en del af mit liv. Der gik ikke mange minutter, før jeg havde vurderet, at lille M var helt vidunderlig (meget objektivt vurderet, naturligvis), og jeg var så forelsket. Meget. Der gik heller ikke mange dage, førend jeg slet ikke kunne forestille mig at være uden ham.

Men, det skal ikke være nogen hemmelighed, at der heller ikke gik længe, før det også føltes pisse hamrende hårdt at have titlen som mor. Lige fra vi blev sendt hjem fra hospitalet, var det hårdt. Vi var de obligatoriske to dage på hospitalet efter fødslen (og hurra for søde jordmødre, færdiglavet mad og rum til at være en lille familie), og derefter var det hjem – hvilket føltes noget ala “Værs’go, her er jeres nyfødte baby. Find så lige selv ud af, hvordan I klarer den!” Ach so, det er nødvendigt med et kørekort for at køre bil, men en lille nyfødt – sådan en får man lov at have ansvaret for blot ved at have født. Bare sådan. Hverken teoretisk eller praktisk prøve er nødvendig. Det er anelse angstprovokerende lige i det øjeblik, man lukkes ud i verdenen med sin lille ny verdensborger. Jeg er glad for, at C og jeg længe inden fødslen havde læst, spurgt og lyttet, sådan at vi havde lidt (teoretisk) babykendskab i bagagen.

Derudover havde jeg jo altså også  håbet på/ønsket/krydset fingre for, at man på mirakuløs vis, ville kunne omforme teori til praksis fra dag et. At det på en eller anden måde lå gemt i éns gener, hvordan man lige fik al teorien tilpasset sin nyfødte baby. Men nej – det var selvfølgelig ikke tilfældet. Som nybagte forældre står jo over for sit livs vigtigste opgave – og den vil man jo så gerne løse helt rigtigt. Og så kommer kæreste C og jeg  hjem og var måske i stedet det, der kaldes rundforvirret – for når alt skal gøres helt rigtigt, bliver man jo også i tvivl – havde M nok (eller for lidt) tøj på? Lå han godt nok i vuggen? Blev han mæt? Sad bleen rigtigt? – Alt imens lille M skiftevis sov, spiste, pruttede og pylrede.

Min kæreste og jeg var trætte. Og jeg var virkelig udmattet, ammede i et væk og følte mig lænket til sofaen. I hvert fald tilbragte jeg store dele af dagen på det samme spot og brugte al min energi på M. Sådan skal det jo være. Og jeg havde jo egentlig heller ikke lyst til andet. Men altså, jeg ville da gerne have lidt ekstra energi og overskud til at være veninde, føre en samtale, give kæreste C et kys, forlade lejligheden med M alene (!), lave min egen mad (tak kæreste C for at klare den tjans!), tage et bad (og få rent, ugylpet tøj på), give min dejlige lille hund opmærksomhed – og egentlig bare mærke og genkende en lille snert af den person, jeg var pre-fødsel!

Så selvom jeg snildt kunne sige, jeg var ovenud lykkelig for at have fået baby M i mit liv, syntes jeg alligevel ikke, jeg kunne sige, at det hele var ovenud FANTASTISK! For at være ærlig, så gik jeg og glædede mig til, at M ville blive bare lidt ældre – til det tidspunkt hvor både han og jeg havde lært hinanden lidt bedre at kende. (Og her vil jeg gerne lige pointere, at den ellers velmenende sætning “Det er bare en fase” fra mødre med ældre børn muligvis hang mig en smule ud af halsen – ja tak, kan du lige definere det lidt mere specifikt, så jeg har noget at gå efter?!)

Og så pludselig en dag – helt uden at jeg egentlig havde lagt mærke til eller tænkt nærmere over det – gik det op for mig, hvor meget jeg nød mine hverdage sammen med M. Hvor dejlige jeg syntes, dagene var. Det rigtigt hårde element havde helt uset sneget sig væk. Og hverken M eller jeg havde opdaget, hvornår det helt præcist skete. Det gjorde det bare. Den der energi – og søvnløse tilstand, som jeg havde befundet mig i – og ikke var helt så pjattet med – havde jeg ved nærmere eftertanke ikke haft følgeskab af i hvad, der føltes som uger. Og jeg har stadig ikke set den længe, her knap 4 måneder efter fødslen. Jeg nyder mine hverdage, glæder mig til mine aftaler og er til stede i det, jeg laver (sammen med M, forstås).

Men det skal selvfølgelig ikke misforstås – for søvnniveauet er langt fra det ønskelige, mine hormoner raser stadig og gør mig pylret, jeg kan stadig ikke rigtig have mere end en (eller to… Måske to godt kan gå de fleste dage) aftaler dagligt, og jeg savner stadig at have sådan rigtig kærestetid med C. Og man er aldrig alene. Men alligevel – så glædes jeg hver dag. Glædes over det lille menneske, som jeg nu har lært så godt at kende. Som pludrer, smiler og griner størstedelen af sin vågne tid. Det er sq dejligt!